
Hvad er Linedance ?
Linedance danses på rækker. Alle står med ansigtet den samme vej (som regel i hvert fald J). Linedance har den store fordel, at man danser ”alene”, dvs. man ikke er afhængig af en partner. Dansene indeholder mange Chassé, tramp med fødderne og klap i hænderne. Dansene indeholder også mange andre trin, med navne man hurtigt lærer at kende. For at kunne starte på begynderholdet kræves absolut ingen forudsætninger!!
Hvordan forløber en undervisningsgang?
Som tommelfingerregel læres en ny dans hver gang. En undervisningstime forløber typisk med at vi starter med nogle velkendte danse, dernæst lærer vi en ny dans, så er der pause på ca. 15 minutter og bagefter øver vi den nye dans igennem igen. Til slut danser vi igen nogle velkendte danse. Og så er der gået 120 minutter!!
Som det er beskrevet ovenfor, lærer vi stort set en ny dans hver eneste uge. Så selv om ALLE kan være med fra start, og forudsætningerne på begynderholdet er nul, kan det være svært at komme med igen efter længere tids fravær. Skulle det alligevel ske at man er forhindret i at møde op en gang eller to, findes alle dansene beskrevet på papir (dog kun på engelsk), og søger du på You Tube kan du se dansene visuelt. Så det er mulig at øve dansene derhjemme. Og selvfølgelig er det tilladt at spørge om hjælp til at få forklaret dansene – det gør vi alle sammen.
Får jeg sved på panden af at danse Linedance?
JA! (Det er endda set, at nogle af deltagerne går ned i vægt, efter de er begyndt på Linedance). Det kan være en god idé at have en halv liter vand med hjemmefra, for selv om du måske er i god fysisk form, får du alligevel varmen af at danse.
Hvilket udstyr skal jeg bruge for at danse Linedance ?
Det er ikke nødvendigt med noget som helst udstyr overhovedet! Det anbefales dog stærkt at danse i nogle sko, som er behagelige for fødderne og som også er en lille smule glatte, da der er mange ”drej” i dansene (så gummisko er knap så hensigtsmæssige, men de kan dog sagtens bruges).
Hvis man med tiden går hen bliver ”bidt” af Linedance, er der nogle, der anskaffer sig cowboystøvler og evt. en cowboyhat (også uden vi griner af dem).
Ved opvisninger har vi altid klubbens logotøj på, hvilket er: sorte bukser, sorte sko eller støvler og sort bluse med Søborg Linedance Club’s logo. Men deltagelse i opvisninger er helt og aldeles frivillig.